Glamping ved Svendborg Sund
Camping er godt, men endnu bedre, hvis ferieformen er tilsat en portion luksus – især hvis det er et romantisk ophold, man ser frem til. Og det indfries til fulde, hvis man vælger et luksustelt hos Svendborg Sund Camping på Tåsinge. Og der er ikke tale om at overnatte i et traditionelt familietelt, men mere et hotelværelse med teltdug.
 
Begrebet "glamping" - en sammentrækning af glamourøs og camping – er ved at bide sig fast i Danmark. Senest har lejrchef Maria Da Silva hos Svendborg Sund Camping på Tåsinge investeret i to luksustelte. Begge er udstyret med dobbeltseng og bløde lænestole. Og placeret på en stor træterrasse med grill og køleskab på campingpladsens bedste pladser med udsigt ud over Svendborg Sund fra både seng og terrasse.
 
 
 
- Jeg investerede først i et telt med en diameter på fire meter. Det var straks en succes. Gæsterne stod nærmest i kø for at leje sig ind. Derfor fik jeg hurtigt fat i et ekstra telt med plads til fire personer. Gæsterne skal have mulighed for at slappe af ude i naturen, men alligevel sove i en rigtig seng, fortæller Maria Da Silva.
- Jeg arbejder hele tiden på at skabe en helt særlig og unik atmosfære på min campingplads. Jeg sætter en ære i at sikre mine gæster de bedst mulige rammer for en uforglemmelig ferie. Min campingplads er kendt for sit rolige miljø, hvor gæsterne rigtig kan slappe af i de små hyggekroge, i Stråhatten, ved stranden, bålpladsen eller andre steder, tilføjer hun.
 
 
 
Prisen for glampingteltet er 995 kroner pr. døgn i højsæsonen (8. juli-19. august) og resten af sæsonen 560 kroner. Hvis man om morgenen vil have bragt kaffe og rundstykker, kan det leveres mod en betaling på 85 kroner pr. voksen person og 60 kroner pr. barn.
 
Samme pris gælder for det nye telt, som kan rumme fire personer. Person nummer tre og fire betaler 90 kroner oveni i højsæsonen og 85 kroner resten af sæsonen.
 
 
 
Veteranskibet m/s Helge lægger til ved Vindebyøre - og her kan gæsterne sejle en tur rundt i Svendborg Sund til blandt andet Valdemar Slot, den gamle skipperby Troense, Thurø og Svendborg by.

Hos naboen Nicus Nature kan der lejes havkajak. Han tilbyder forskellige kajak-kurser og ture i øhavet.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Riis Rejser - Danmarksrejser