Verdenskortet med børnebørn

Jorden rundt med børnebørn


Og så endda til halv pris på grund af regeringens sommerpakke

Så er vi kommet hjem fra en spændende rejse sammen med to af vore børnebørn. Vi har været jorden rundt, og det nåede vi på blot en enkelt dag. Vi besøgte nemlig den spændende attraktion Verdenskortet ved Klejtrup Sø.




Verdenskortet giver mange spændende muligheder: Historisk attraktion, park med sjove aktiviteter og klappedyr samt café, restaurant og mødelokaler.
2020 blev året hvor rigtig mange danskere på grund af coronakrisen kom til at holde sommerferie i formen "STAYCATION". Staycation betyder at blive hjemme eller i eget land, mens man holder ferie. Sådan også for os.
At holde ferie i eget land, er faktisk ikke så ringe endda, men hos Verdenskortet behøver gæsterne ikke krydse de store landegrænser for at besøge hele verden.



Verdenskortet er en lille udgave af Verden, der i årene 1944-1969 blev bygget ved håndkraft. Verdenskortet ligger ved Klejtrup Sø med alle verdensdele placeret som små øer i vandet og hvor man kan hoppe fra kontinent til kontinent. På Verdenskortet kan man se alle landes flag og opleve hele verden bredt ud for sine fødder. Man kan se bjergkæder, ørkener, floder og en del større grænser. 

Du kan også invitere din familie på en tur Verden rundt på gåben igennem Australien, se på udsigten fra Rusland og holde pause i Sahara. Børn kan sejle på Stillehavet i små sejlbåde, mens mor og far nyder en kop kaffe på terrassen.




Udover Verdenskortet indeholder parken også søde klappedyr, hoppepuder, minigolf, labyrint, skattejagt, udsigtspost, lyttepost, stylter, gamle lege og meget mere. Du finder også en souvenirbutik ved siden af den hyggelige café med udsigt til hele verden. Kort sagt, alt der skal til for at have den perfekte dag med familien. 

Og gæsterne er velkomne til at tage madkurven med. 

Alle dele er målfaste. 27 cm på vores verdenskort svarer til 1 breddegrad (111 km). Kortet måler 45x90 meter. For bedre at se den rette afstand mellem landene er den nordlige halvkugle markeret to steder, da en rund kugle er vanskelig at flade ud. Ækvator er markeret med røde pæle. 
Hunde i snor er velkomne hos Verdenskortet.





Historien bag Verdenskortet
Skaberen af Verdenskortet, Søren Poulsen, blev født i 1888 i Danmark. Efter en tid i Amerika vendte han tilbage til sin hjemegn, hvor han overtog sit barndomshjem ved Klejtrup Sø.

Da man en dag skulle afvande de omkringliggende enge, dukkede en sten, der mindede meget om Jylland, frem. Det var dengang, at Søren Poulsen fik idéen til at bygge sin egen lille verden. Med primitive hjælpemidler blev store sten flyttet ud på isen om vinteren og anbragt der, hvor de skulle bruges. Når foråret kom, kunne stenene vippes på plads, og langsomt tog verdenskortet sin form.

Familien bag Verdenskortet
Verdenskortet er en familieejet attraktion og har været det lige fra begyndelsen. Driften af hele Verden er gået i arv fra generation til generation, helt fra Søren Poulsen og til nu, hvor Verdenskortet har været i familien i hele tre generationer. 

I 1969 slutter Søren Poulsens eventyr. Hans brorsøn, Helge Poulsen og hans kone Othilde Poulsen, overtog hele hans verden og fortsatte hans livsværk og visioner årene efter hans død.  

I 1998 gav de stafetten videre til deres yngste datter, Lisbeth Cassøe og hendes mand Flemming Cassøe, som den dag i dag fortsat har - og videreudvikler - familiens arv. I disse år er det 4. generationsskifte i gang, da sønnen, Søren Vejle-Cassøe, gøres klar til at overtage familieattraktionen inden længe. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Riis Rejser - Danmarksrejser