Poznan - en forlænget weekend i Polen




Poznan - en polsk perle


EKSTRAFERIE: En oplagt mulighed for en forlænget weekendtur med begrænset bagage

Tekst og foto: Hans Michael Christiansen

POZNAN: Polske Poznan er en lille perle mindre end 250 kilometer øst for Berlin, men alligevel kender de færreste danskere byen. Det er synd. For Poznan har meget at byde på. Først og fremmest den gamle markedsplads med de smukke, historiske og pastelfarvede huse og de snævre gyder spækket med billige restauranter og cafeer. Men også storbyens energiske puls takket være de tusindvis af unge studerende, der læser på byens universiteter. Eller ultramoderne shoppingcentre og tophoteller, som dyster om de mange udenlandske gæster, der drages af Poznans ry som Polens internationale messecenter.



Med gode og billige flyforbindelser fra blandt andet Billund er det et godt rejsemål, hvad enten det gælder en forlænget weekend eller en længere periode. Byen kan selvfølgelig også besøges i bil eller med tog.

Poznan er en af Polens vigtigste handelsbyer, og med 130.000 tørstige studerende og tilrejsende businessfolk har byen udviklet en særlig sans for både business og pleasure. Der er masser af gang i byens gå ud-scene, og Poznan er en af Polens ældste byer med en interessant historie og masser at se. Poznan er berømt for sin øl. Landets største producent hører hjemme i byen, der har de stolte brygge-traditioner fra tyskerne.



Polens ældste by

Det er Polens ældste by, anlagt som en borg i 700- eller 800-tallet mellem floderne Warta og Cybina. I 900-tallet boede den vestslaviske stamme, polanerne, i området. Stammen kom til at dominere de øvrige stammer, i det der i dag kendes som Polen. Poznan fik Magdeburgrettigheder i 1253. Byen blev underlagt Preussen ved Polens anden deling i 1793 og genvandt, som resten af Polen, først sin selvstændighed i 1918. Fra 1939 til 1945 var Poznań besat af Nazityskland. Mieszko I, hvis ansigt er afbilledet på 10 zlotysedlen, gjorde Poznan til den første hovedstad i Polen. 

Poznan er en smuk og fascinerende by, hvor historien på en usædvanlig måde flettes sammen med de moderne tider. Det er byen, hvor den polske stat opstod for næsten 1100 år siden, og man kan opleve det hele til fods, når man bevæger sig rundt med basis i den ældste del af byen, Ostrow Tumski, et kvarter, der blev etableret i middelalderen i gaderne omkring den gamle markedsplads Rynek med det store renæssancerådhus. Den farverige markedsplads er byens ubestridte centrum og bugner af cafeer og barer med nogle ægte topscorere iblandt. Besøg f.eks. Brovaria mikrobryggeri, boutiquehotel og restaurant, hvor øllet brygges i store, skinnende kobberkedler på stedet, eller Ratuszova, hvis det skal være prima polsk køkken.




Den gamle bydel er mere end Rynek. Gå på opdagelse i sidegaderne, og du finder et middelalderslot under genopbygning og den smukkeste rød-hvidebarokkirke og kloster, Fara Poznanska. Se kirken indefra og fang en gratis orgelkoncert på lørdage kl. 12.15 – eller vær heldig med en jazzkoncert en aften. Tag en guidet tur i kirkens kroge efter koncerten og spis i gårdhaven på den franske nabo-restaurant Cocorico.

Rekorden for flest caféer har den gamle jødiske gade Zydowska. Udefra kan de se jævne ud, men går man ind - og det bør man gøre - opdager man et eksotisk mekka af blomsterpyntede gårdhaver efter italiensk og spansk inspiration. Det er helt fortryllende så meget mange cafe-ejere gør ud af design og hygge for at skabe de mest attraktive oaser.

Ingen tur til Poznan uden at se kejser Wilhelm II’s bombastiske slot, der godt nok ligner en middelalderborg, men reelt er fra 1910. Foruden kejserresidens har slottet en fortid som nazisternes hovedkvarter under 2. Verdenskrig, men er nu om dage et udstillings- og kulturhus med art house biograf, festivaler, perfomanceart og meget mere. Slottets have er en skøn, uventet oase med roser og springvand, og på den fine Pod Pretekstem serveres kage, kaffe og mere solide måltider til UG.



Indkøbscenter i tidligere bryggeri

Polakkerne har haft stor succes med at omdanne gammel industri til lækre kultur-og shoppingcentre. En af dem er Stary Browar, et kæmpe bryggerikompleks fra 1844, der som kultur-og shoppingcenter har givet nyt liv til en hel bydel. Her er kunst på alle etager og butikker med alt, hvad hjertet kan begære og nogle af Poznans bedste restauranter, blandt andet den toptunede Blow Up Hall 5050, der er halvt kunstværk, halvt gourmetrestaurant. Parken udenfor Stary Browar er et af de lokales yndlings-hangouts med liggestole, kaffe, cocktails og chill-out DJ. Stary Browar har vundet priser som et af Europas bedste shoppingcentre rent arkitektonisk.

Stary Browar overgås snildt i størrelse af mega-centret Galeria Malta, som er det største i det vestlige Polen. Det enorme kompleks ligger klods op af den kunstige sø Malta, som er et multi-rekreativt område. Byen er vært for en lang række internationale festivaler, koncerter, happenings, udstillinger, samt forestillinger, præsentationer og gallafester. Mange store arrangementer afholdes i det smukke område ved kaproningsbanen "Malta" i den østlige del af byen, hvor der også findes en skibakke.

Efter et besøg i Katadralen - husk at komme ned til udgravningerne i underetagen - gælder det hipsterkvarteret Srodka. En lille byhave, hængekøjer, liggestole, containerboder, strandbar, og selvfølgelig et stativ til fixie-cyklerne. Det bliver næppe mere hipt end her i container-byen ved Wartafloden, hvor man kan møde byens unge, kreative klasse og dem, der ligner. Her er masser af events, koncerter, film og kunstværksteder samt rig mulighed for at hænge ud med en drink, mens floden og folkelivet passerer forbi.




Saint Martin Croissants

Man skal sætte tid af til at besøge Rogalowe Muzeum Poznania og stifte bekendtskab med de velsmagende Saint Martin Croissants. Disse sælges overalt i byen i dagene op til og på det, vi kalder Mortensaften, og som i netop Poznan er en dag, som alle fejrer. Sankt Martin er byens skytshelgen. På museet hører man historien om dagen, baggrunden for dagen og man lærer at lave Saint Martin Croissants. Består man ”prøven”, får man certifikat som officiel bager. Og kun personer med dette certifikat må stille op og sælge brødet på dagen.





Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Riis Rejser - Danmarksrejser