SAFARI ER BÅDE DYR OG NATUR
Vækkeuret har lige ringet klokken 6.00 lokal tid, og nu
banker det på træværket ved teltdøren.
- Sir, lyder det
svagt fra den store træterrasse foran teltet. Det er rejst på en støbt sokkel
og rummer faciliteter som bad og toilet i luksusklasse. Masaivagten er her for
at sikre, at jeg kommer op til dagens oplevelser. Jeg svarer og skynder mig i
bad.
Det er stadig mørkt udenfor, da jeg ruller gardinet fra
foran det store teltvindue, der er dækket med myggenet. Hurtigt er jeg i tøjet
– et par kakifarvede shorts og en T-shirt i samme lyse farve. På fødderne et
par lyse safaristøvler uden sokker.
Jeg griber fat i min
taske med kasket, solcreme og fotoudstyr. Hastigt begiver mig over til den åbne
spisesal på Ashnil Aruba Lodge. Her venter kaffe, the og toastbrød, inden der
er afgang på dagens morgen game-drive (safari).
Vi er otte på holdet
ledsaget af to guider og to spottere/kørere. Fordelt på to Toyota-busser med
paraplytag ruller vi ud gennem vagten, ivrigt spejdende efter de vilde dyr.
Vi har ikke kørt
mange hundrede meter, inden et par legesyge unge løver kommer til syne. Alle
rejser sig fra de behagelige sæder i vognen og kigger ud under det hævede tag.
Fotoudstyret er fundet frem, og der fotograferes og filmes fra begge biler.
Hurtigt efter ser vi
badende flodheste. Flere gange på køreturen gennem savannen ser vi græssende
impalaer. Morgenturen byder også på giraffer, elefantflokke, strudse, zebraer, aber
og antiloper foruden mange farvestrålende fugle. En god start på dagen.
Køreturen gennem
nationalparken Tsavo East i Kenya varer et par timer, inden vi vender tilbage
til Ashnil Aruba Lodge for at nyde morgenmaden.
Big Five
Det er 6. dag på safariferien i Kenya, og listen over observerede
dyr er efterhånden lang. Vi har for længst krydset Big Five af på listen. Big
Five er de dyr, som en rigtig storvildtjæger skulle have nedlagt i Afrika:
Elefant, næsehorn, afrikansk bøffel, leopard og løve.
En safari er
nydelsen af at se de vilde dyr i deres rette element, men det er også de mange
smukke naturoplevelser, når solen rejser sig i horisonten, når den forsvinder
ned over savannen, da vi kørte langs Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg – 5895
meter, eller at opleve de mange forskellige landskabstyper, man møder, når safarien
dækker flere nationalparker.
En safari er en
rejse med strabadser, sol, regn, støv, mudder og bumlede veje. Men safari er
også ventetid. Som når leoparden er fundet, og man gerne vil se den i bevægelse,
eller når man tæt på vandhullet venter på, at dyrene indfinder sig for at
drikke.
Safari er
vanedannende. Få kommer kun en gang på safari. De fleste drages tilbage igen og
igen for at finde den ro, man opnår ved at fordybe sig i naturen.
Valuta for pengene
- Destinationerne i Kenya giver valuta for pengene. 90
procent af turisterne kommer her for at tage på safari. Nogle kun to-tre dage.
Men ved deres næste besøg er safariperioden ofte udvidet til 10-14 dage. 60
procent af turisterne udvider safariferien med et badeophold ved kysten,
fortæller turistminister Najib Balala.
- Der er behov for
flere turister for at kunne tilbyde billigere flyrejser. Der kommer årligt en
million turister til Kenya, men landet har kapacitet til tre millioner, uden vi
ødelægger miljøet.
- Kenya har gode
turistprodukter, der kan og skal udvikles. Vi satser den kommende markedsføring
mod markederne Rusland, Mellemøsten og Japan.
- Vi vil blandt
andet nationalt satse på flere nationalparker, flere men mindre bosteder i
parkerne, bedre infrastruktur og en større sæsonspredning. ØKO-ferie som
vandresafari, at bo tæt på naturen i mindre lejre med plads til maksimalt 20
personer og at køre i helt åbne biler, er elementer, vi arbejder på at udvikle.
Najib Balala
tilkendegiver, at der allerede er mange skandinaviske turister, der besøger
Kenya. Derfor vil Kenya ikke bruge markedsføringskroner på dette marked.
Turismen er det
næstvigtigste erhverv i Kenya kun overgået af landbrug.
Kommentarer
Send en kommentar